Norsk
Dansk
English
Nederlands
Suomi
Deutsch
Français
ItalianoUniversitets babyen
Del 2
| Kapitel 2– En lang tur hjem Turen hjemmed bussen føltes uendelig lang. Normalt ville den halve time korte bustur gå med lektielæsning eller tiltrængte brainbreaks, men denne gang kunne jeg simpelthen ikke finde ro. Hvorfor havde jeg fået så stor og tyk en ble på? Bussen var godt fyldt med mennesker på vej hjem fra arbejde eller skole, og jeghavde det som om, at de alle både kunne se og høre min ble. Bussen kørte langsomt, og jeg prøvede at sidde så stille som muligt under hele turen for at undgå, at min ble skulle give lyd fra sig. Lige fra begyndelsen af turen var det blevet en vane, at jeg konstant lod mit blik fare rundt omkring i bussen. Var jeg bare ekstra meget nervøs i dag, eller kunne alle i hele bussen se, hvad det var for en hemmelighed, som jeg gemte på? Af og til syntes jeg, at jeg så et par stykker stirre på mig, men det var måske i virkeligheden bare noget, som jeg bildte mig selv ind? En lille stemme inde i mit hovedet fortalte mig, at der lige om lidt ville være en, der råbte ”se den store baby der sidder der med sin kæmpe ble på”. Det var selvfølgelig ren indbildning. Bleen var jo godt gemt under mine bukser, og som altid var alle mennesker i bussen mere optaget af deres mobiler end deres medborgere. De fleste i bussen var unge skole- gymnasie og studerende på vej hjem fra fest og voksne på vej hjem fra arbejde. Jeg kunne alligevel ikke ryste den stigende følelse af angst og usikkerhed af mig, og det var netop denne angst for at blive opdaget der gjorde, at jeg normalt ikke havde ret store bleer på, når jeg var udenfor døren. Bussen stoppede et kort øjeblik for at samle en mindre flok nye passagerer op, og der var en smule tumult og støj, da folk rykkede ind og ud. Jeg ænsede ikke rigtigt, hvem der kom på bussen, fordi jeg var mere optaget af mine egne tanker. Et kort øjeblik efter var bussen kørt igen. Et prik på min skulder rev mig ud af mit tankemylder, og jeg vendte mig om for at se, hvem det var. Det var en ældre dame, der stod med en tung indkøbspose i den ene hånd og en stok i den anden. Hun så tydeligvis ikke bekvemt ud ved at skulle stå op, og jeg skyndte mig at rejse mig op, så hun kunne få min siddeplads. Hun satte sig ned med et lettet suk, mens jeg hurtigt opfangede, at jeg nu ikke havde nogen steder at skulle side ned. ”Mange tak for det unge mand, mine to gamle dårlige knæ kan ikke holde til at stå op”, hun pegede ned mod sine knæ, hvor jeg godt kunne se, at de så ret skæve ud, og det ene af dem pegede næsten i den helt anden retning. ”Jeg skal alligevel af næste gang, så det gør ikke noget”. Jeg talte dog ikke sand, fordi busturen ville normalt vare et stop mere. Bussen, som jeg nu fortryd, at jeg var taget med, var blot så fyldt, at jeg ikke følte mig tryg ved at stå med ble på. Bleen havde været mere skjult før, fordi jeg kunne sidde ned. I siddende stilling var en blenumse nemmere at skjule, og der kunne man bedre holde styr på om tøjet sad korrekt. Nu hvor jeg stod op kunne der ske mange ting, der gjorde, at min lille hemmelighed under bukserne blev opdaget. En tilfældig person kunne støde ind i mig, en hård opbremsning på bussen kunne få mig til at vælte og derved måske hive min trøje op, eller hvis nogen valgte at kigge ekstra godt efter på min røv. Jeg følte mig mere og mere som en lille dreng, der ikke kunne holde sig og skulle hjem på puslebordet, før han blev lagt i seng med en godnathistorie. Hele tanken om, hvor lille jeg egentlig burde føle mig i denne situation, fik mig igen til at tænke tilbage på den mærkelige tryghed og glæde, som jeg havde følt under bleskiftet fra Emma. Hvorfor kunne jeg ikke lægge det bag mig og tænke klart som en voksen? Bleen var jo kun på som en ekstra hjælp, når timerne på læsesalen blev lange. Bleen var ikke en nødvendighed for mig, så jeg kunne jo bare gå hjem og tage den af og aldrig have en ble på igen. Selv min nye ble mindede mere om en forvokset baby ble, end dem jeg selv havde kunne anskaffe på apoteket. Apotekets bleer var noget, som jeg havde fået af vide hed ”inkontinens bleer eller bukse/trusse bleer”. De var hvide og mindede og et par ekstra tykke underbukser. Hvis nogen lagde mærke til dem, så ville det første de tænkte nok ikke være, at ”underbukserne” var en ble. Det samme kunne desværre ikke siges om min nuværende ble. Hele situationen på skiftebordet havde været så mærkelig og hurtig, at jeg kun lige havde fået et kort indtryk af den nye ble. Faktisk havde jeg mere eller mindre ligget med lukkede øjne under hele skiftet og håbet det blot var en skrækkelig drøm. Dog kunne jeg se, at der ingen tvivl var om, hvor vidt det var underbukser eller en ble, som Emma havde påført mig. Bleen var blevet sat sammen af fire stykker tape. Dette mindede mig om barndomsminder, hvor min jeg havde overværet min lillesøster blive skiftet til tider. Der huskede jeg det også som om at bleen blev sat sammen med tape. Hvorfor mon Emma ikke blot havde givet mig min bukseble på igen, og oven i købet hvorfor havde hun skiftet mig så grundigt og på den meget babyagtige måde? Hele scenariet mindede mere om et skift på en lille baby, end en voksen der ikke havde kunne holde sig tør. Modsat mine gamle bleer havde Emmas ble set ud til at være fyldt med barnlige motiver, mønstre og farver. Hvor pokker kom denne type bleer overhovedet fra, og hvorfor blev der lavet voksenbleer der mindede så meget om en baby ble? Min indre diskussion om at stå af bussen før tid blev helt afgjort, da jeg igen mærkede et tryk på min blære. Jeg kendte ikke bleen, og jeg turde ikke tage nogen chancer foran så mange mennesker. Det var hændt en gang for mig før, at jeg havde overvurderet, hvor meget en ble kunne holde til, og mit hovmod havde endt i en meget pinlig situation med et par våde bukser midt i min opgang. Til mit eget store held, havde jeg været alene, og den pinlige episode havde været skjult for alle andre end mig. Bussen sænkede farten på grund af den sene eftermiddags myldretid, og forude begyndte at danne sig en lang bilkø foran os. Hvor var det dog typisk for den offentlige transport i Århus at være så umulig, når man havde travlt. Trykket på min blære og trangen til at lade naturen gå sin gang blev større og større, men dette gjorde bilkøen foran os tilsyneladende også. Der var mange forhindringer ved denne rute, Ikea lå kortere fremme, det var en mere eller mindre direkte vej mod motorvejen, og det var selvfølgelig også myldretid den første feriedag i efterårsferien. Jeg forbandede mig selv ned i de dybeste afkroge af Hades for ikke at have taget en anden bus hjem. Det forbipasserende industri og boligkvarter uden for busvinduerne gjorde ikke meget for at hjælpe på den stigende tissetrang. Folk omkring mig kiggede stadig ned i deres telefoner, og de virkede ikke synderligt stressede over at blive forsinket. Var det her bare ikke min dag? Inspireret af resten af bussen tog jeg min egen telefon frem. Det kunne være min trang til at komme på toilet kunne forsvinde igen, hvis jeg spillede et spil eller to på mobilen. Det var ikke mange spil man kunne finde på min telefon, for den var mere fyldt med ordbøger, e-bøger og studierelevante apps. En række beskeder tikkede ind. Beskederne var fra Anthon, der tidligere havde inviteret mig i byen. ”Ny plan – vi tager til Randers. Der er vi alle blevet inviteret til et stort raveparty. Der er købt UV-maling og UV-lys, så vi skal bare møde op ”. Raveparty?Nej, nej, nej. Havde de ikke lært noget efter gymnasiefesten i 2.g? Det havde været en af de første, som vi havde deltaget i. Os drenge i klassen havde startet hele aftenen ud med en vild forfest, hvor tequila, vodka og gin havde røget ned alt for hurtigt. Mindet løb mig koldt ned af ryggen. Vi var alle blevet så fulde, at vi havde overmalet os selv i UV-lys. Dem af os som havde skæg var endt med skriggrønt skæg, hvor dem uden skæg havde overhældt deres hår med malingen. Det var ingen gang det værste for i fællesskabets ånd var der blevet hængt Dannebrog flag over vores skuldre, og vi havde udråbt os selv til ”Captain Denmark”. Selve gymnasiefesten var forløbet ”okay”. Det var mere efterfesten, det der resten af vore tid i gymnasiet blev husket som Ragnarok, der endte med at gå helt gal. Værten måtte vågne dagen efter til et totalt smadret hus, hvor hoveddøren var væk, et gulvtæppe brændt ned, tandpasta over alle væggene og et gulv der ikke var til at genkende. Foruden måtte en klassekammerat en tur på skadestuen, efter at hans nye dansemakker – en græsslåmaskine hentet ind udefra haven – havde flænset hans fod helt i stykker. Rædslerne fra denne nat var ikke blevet glemt, og vores fester havde fået en helt ny betydning efterfølgende. Alkoholindtaget var ikke faldet, og der var fortsat foregået rigtigt mange dumme ting til festerne, men de endte aldrig ud i et lignende Ragnarok. Mens min blære igen mindede mig om hele situationen besluttede jeg mig for at blive hjemme, selv om vi nu var en del ældre, turde jeg ikke tage chancer med et rave party igen. Desuden ville turen fra og til Randers i nat ikke passe ret godt ind med, at der var en lang oversættelse der stadig ventede i morgen. Med en smule besvær, fordi blæren nu arbejdede på højtryk for ikke at åbne op for kanalerne, fik jeg sendt mit svar tilbage. ”Sorry mate, der er sgu for langt til Randersfor mig i aften – og jeg husker kun alt for tydeligt 2.g”. Der gik et kort øjeblik, Anthon var højst sandsynligt ikke tilfreds med min indstilling. "Kom nu min kære Herakles - vi skal da have afprøvet din nye græske score replik". Jeg var helt overrasket over, at Anthon overhovedet vidste hvem Herakles var. "Min nye scorereplik - den har jeg vidst ingen gang selv hørt endnu?". Hvad pokker havde de nu fundet på. "Du ved den du fortalte os til studenterfesten - jeg kan gøre dig så våd at selv Posoidon ikke vil kunne kontrolere de vande". Selvfølgelig havde drengene ikke glemt den. Det var en af mine værre øjeblikke, hvor jeg havde prøvet at score med lidt græsk mythologi. Det var selvfølgelig gået helt galt, og jeg havde ikke brug for at blive mindert om det heller. "Desværre mate - Jeg springer over den her gang". Et enkelt ”thumbs up” var alt, hvad jeg blev beæret med af svar. Hvad har man ikke venner for, tænkte jeg. De er vilde med en, når man vil feste, men man bliver hurtigt glemt, når der skal stå seriøsitet og lektielæsning på programmet. Et par dråber undslap min krop, og det var det endelige tegn på at nu var det nu. Min krop havde holdt sig længe nok, og den var nu helt ligeglad med, at bussen var helt fyldt op med mennesker. Jeg kunne ikke længere bruge SMS samtalen som distraktion, og derfor måtte jeg se skæbnen i øjnene. Med et sidste kig på de nærmeste omkring mig gav jeg op og åbnede helt for at tisset kunne flyde ud i bleen. Jeg følte, at jeg stod og tissede i evigheder, og at det aldrig ville stoppe igen. Mens bleen gjorde sit job og sugede det hele til sig. Folk så ikke ud til at have bemærket noget. Det var næsten synd at bussen kort tid efter endelig begyndte at stige i fart igen, for jeg følte, at jeg måske nok godt alligevel kunne have holdt mig det længere. Da jeg lagt om længe efter en lang tur kom ud af bussen et par minutter senere, havde bleen gjort sit job færdigt og absorberet alt det, som jeg havde tisset. Det var en rar fornemmelse at være fri for tissetrangen, men bleen føltes nu dobbelt så tyk som før, og gåturen hjem til min lejlighed ville vare et stykke tid. Det var en smuk efterårsdag, og der var stadig en smule sol tilbage på himlen. Bleen talte sit eget sprog efterhånden, hvis folk kom for tæt på mig nu, kunne de højst sandsynligt begynde at lugte tis fra mig, så derfor valgte jeg at gå igennem skoven på vej hjem ad. Klokken var vel også så mange, at der nok ikke var ret mange på skovtur længere. Efteråret havde allerede sat sit præg på skoven, og stien var dækket til af nedfaldne blade fra træerne, der stod næsten nøgne og grå side om side. Her og der kunne jeg spotte små kastanjer og andre bær der stadig var i live. Minder fra skovture med familien og kastanjesamlinger proppet op i mit hoved. Min søster og jeg konkurrerede altid stort om, hvem der både kunne samle flest kastanjer men også bygge de pæneste kastanjefigurer. Dette førte til stor underholdning blandt vores forældre, der var konkurrencernes hårde men retfærdige dommere. Minder fra min barndom tog overhånd, og de bedste kastanjer, som jeg fandt i skovbunden blev samlet op og gemt. Dette underholdte mig resten af turen hjem i mens den våde og tykke ble, der hang som en tung sten mellem mine ben, fik mig til at gå en vraltende gang som en lille dreng på skovtur. Efter små tyve minutter stod lå jeg træt og udmattet efter en lidt for lang dag hjemme i min egen seng. Bleen var kommet af og lå nu i skraldespanden ude på mit badeværelse. Badeværelsets gulv til loft spejl havde vist et næsten ugenkendeligt billede af mig selv, efter jeg havde smidt tøjet og så mig selv i den store og barnlige ble. Den lille stemme inde i mit hovedet kom hurtigt igen. ”Se den lille dreng der står der. Det var vidst godt, han havde fået sin ble på, mens han var ude og lege i skoven”. Jeg slog tanken væk. Min skovtur ville jeg ikke kalde for leg, det var bare en hyggelig lille omvej. Jeg havde vendt ryggen til spejlet og hivet bleen af, hvorefter jeg tog et langt og varmt bad. Det havde hjulpet mig til at slappe af og glemme tanken om mig selv som et lille barn. Der kom heller ikke nogen ble på efter badet. Det havde været nok for én dag alt det, som jeg havde gået igennem. Det sidste jeg nåede at tænke før drømme verdenen ramte mig var, ”Wow.. jeg må altså tage mig sammen”. Der kunne simpelthen ikke være en normal forklaring på den adfærd, som jeg havde vist i dag. Min hjerne gentog sig selv igen og igen, jeg var ikke nogen baby. Det måtte jeg hellere også vise Emma, hvis jeg så hende igen på universitetet. Slut på kapitel 2. Jeg håber, at I kunne lide det |
Tillagd 10 nov 2019 Noveller #Man #Kvinna #Kvinna som top #Kvinna som bottom #Man som bottom #Adult Babyhood #Kärleksfullt omhändertagande #Uppfostring/Disciplin #Påtvingad babyfiering
Du kan inte se eller skriva kommentarer eftersom du inte är inloggad.